Skallingens fortid


Klik på kortet for at se en større udgave

Et kik fra Blåvand mod sydøst hen over grænsen mellem middelalderens kystlinie og det unge Skallingen med Ho Bugt som baggrund.

Til sammenligning Peter Mejers kort fra 1650.   Skønt Skallingen efter 1634-stormfloden så småt var ved at tage form, er det stadig middelalderkysten der dominerer kortet.


Klik på kortet for at se en større udgave

Fra Blåvandshug's Dødemandsbjerg (Todtmansberg) fortsatte kysten syd om Oksby over Gl. Sønderside (Alt Sondersyde) til Sønderside.  Syd herfor lå Skalling-havnen, den senere Havnegrøft, der mod syd blev begrænset af klitøen Stormholm på Skallingsand.

Kortet fra 1804 viser i store træk samme billede.

Halvøen er nu en realitet, men endnu skærer Hobo Dyb sin brede rende ind langs halvøens fod.  I århundredernes løb blev Skallinghavn opfyldt, og Søndersides fiskerleje måtte flytte længere og længere mod øst.  I dag eksisterer den kun som en reguleret tidevandsrende.

På flyfotoet markerer plantagens kant stadig den gamle kystlinie.  Skallingens havoverskyllede sandbanke er blevet en nogenlunde stabil halvø, men tidevandets pulsslag opretholder sin uskarpe grænselinie mellem vade og marsk.   Vesterhavet kan ikke længere gennembryde klitternes svage punkter, som mennesket har lukket med diger.  Især Skallinghavns gamle lavning, Skomagersletten, var halvøens svage sted.