Halvøen Skallingen.

Ved Blåvandshuk - hvis knæ anes øverst til venstre på billedet  - begynder Nordsøens tidevandskyst.  Mod vest hav og strand fulgt af en bred klitzone, der østpå gradvist toner over i marsk og vade.

Da menneskets indgreb på Skallingen har indskrænket sig til vandbygningsvæsenets dige- og høftebygning, undgik halvøen den omformning, som er blevet alle de øvrige nordvesteuropæiske marskområder til del.

 

Skallingen beherskes fortsat vind og hav.   Særligt udsat er sydspidsen, Skallingende, hvor specielt Hobo Dyb gennem de sidste hundrede år har skåret tusind meter af dens østkant.  Derved blev dets løb retlinet og stabilt.

Vandbygningsvæsenet har forsøgt at byde naturkræftene trods.  Efteråsstormene, der før århundredeskiftet brød ind over klitterne blev effektivt lukket ude af det bastante sanddige, der lineært går midt igennem billedet.

Høftebygning havde man mindre held med, og i efteråret 1973 brød havet også den sidste høfde ned over en bred strækning.  Men uanset disse ændringer vil halvøen fortsat eksistere.

Havet den store bygmester, jonglerer blot lidt med sine materialer.

Skallingen begrænses mod nord - mellem Ho og Oksby - af plantage og klithede, der samtidig markerer den middelalderlige kystlinie.  Her lå den jydske vestkysts betydeligste fiskerleje, Sønderside, hvis handel var organiseret af Ribe's storkøbmænd.