Tidevandet

Havbrændingens gennembrud ind over Skomagersletten var som alt havværk en kombination af bortskylning og aflejring.  Hvad havet skyllede med sig får flodbølgen brød gennem det svage klitværn, aflejrede det påny, når det mistede sin kraft på vej ind over halvøen.    Skallinghavn blev med tiden indsnævret til Hobo Dyb, Hobo Dyb til Havnegrøft.   Halvøen blev med bredt fæste svejset på middelalderkysten, Jyllands kontur ændrede sig endnu engang.

Dog så sent som 1900 lå Skomagersletten og hele Skallingens brede marskland hen som en streil sandslette, lig Rømøs Havsand - blot østvendt.  Havet kunne frit omrorme landskabet, thi intet plantedække bandt det.

Men just ved denne tid begyndte strandengen for alvor at kolonisere langs højsandets østrand ud mod Ho Bugt.  Plante rødderne fik hold på landet, og tidevandet skar sine dyve løb ind i det nyskabte grønne.
Loernes dræn fremmede yderligere planternes vilkår, og år på år bredte strandeng og tidevandsløb sig baglæns ind over sandene.

Flyfotoet viser den furede strandeng.  Midt i billedet mødes de hegn, der holder kvæget inde på det tørre. Hegnet skiller også farvemæssigt, fordi nogle planter tåler græsning, andre ikke.  Under krigen minerede tyskerne halvøen.  Med små panservogne sprængte man minerne i 1945, og endnu trdieve år efter ses minernes og larveføddernes spor i overfladen.  Sårene heles langsomt.